Rigtig mange firmaer, vil gerne have lavet en pressemeddelelse. Derfor er det også en af de opgaver, jeg oftest varetager – og som jeg også holder meget af.
Efter seks år som dagbladsjournalist, er det nemlig ikke svært for mig, at sætte mig ind i, hvordan de journalister, der modtager pressemeddelelserne tænker.
Den fejl, jeg som modtager af pressemeddelelser, oftest var ude for var, at afsenderen ville for meget. “Jeg har et budskab – Lad os få det ud til så mange som muligt” var tydeligvis målsætningen, men resultatet blev tit et hurtigt tryk på delete-knappen. For hvis budskabet er relevant for alle, er det som regel kun meget lidt relevant. Det er langt mere effektivt at finde frem til den gruppe, som budskabet er meget relevant for, og så fokusere på dem og de medier, der henvender sig til dem.
Så bliver chancen for at for, at historien bliver skrevet, meget større.
Nogle historier kan vinkles på flere måder – og så er det en god idé, at lave flere forskellige pressemeddelelser med forskelligt fokus.
Et helt banalt eksempel kan være den geografiske vinkel. En ung dame født og opvokset i Korsør, nu bosiddende i Aabenraa udgiver en bog om fugle.
Her skal der mindst tre pressemeddelelser på banen. En til de lokale medier i Korsør, en til de lokale medier i Aabenraa og selvfølgelig en til de magasiner og foreningsblade, der henvender sig til mennesker, der interesserer sig for fugle.
Skrevet på den rigtige måde, vil de tre pressemeddelelser med garanti afføde presseomtale, hvorimod en mere generel pressemeddelelse sendt ud til samtlige medier i Danmark, næppe vil give de store resultater.
Så når du har et budskab, du gerne vil have ud, så husk at gøre dig klart, hvem det vil interessere mest. Historien, der er interessant for alle, findes ikke.

Meget brugbar artikel.
Men vil de 2 geografiske artikler ikke være meget eller helt lig med hinanden?
Jo det vil de – dog alt efter hvor stor betydning den geografiske tilknytning har til historien. Men det vil give journalisterne på de lokale og regionale medier en “krog”, der er nødvendig for at historien er interessant for dem.